Folkeafstemningens fejl ved et ja eller nej
Folkeafstemninger er et svindelnummer, rettet mod demokratiet. De der siger ja og de der siger nej giver i virkeligheden ikke udtryk for deres vilje. De er blevet bragt til tavshed af den moderne forestilling om demokrati. De har kun fået lov til at sige et ord: Enten ja eller nej.
Dette er et overordentligt grusomt og undertrykkende diktatorisk system. Den, der siger nej, burde give grunde til dette svar. Han burde forklare, hvorfor han ikke siger ja. Og den, der siger ja, burde give sine grunde til at gå ind for sagen og forklare, hvorfor han ikke siger nej. Alle mennesker burde gøre det klart, hvad de vil og de grunde der er til, at de går ind for eller imod sagen.
Hvilken udvej skal grupper af mennesker så tage for en gang for alle at skille sig af med de tyranniske og diktatoriske tidsaldre?
Idet det afgørende problem i demokratiets tilfælde er regeringsinstrumentet, der udtrykkes gennem konflikter mellem klasser, partier og enkeltpersoner og eftersom valg- og folkeafstemningsmetoderne er blevet opfundet for at dække over, at disse mislykkede forsøg på at løse problemet er slået fejl, ligger løsningen i at finde et regeringsinstrument, der er anderledes end dem, der kommer ud for konflikter og kun står for den ene side af samfundet. Det vil sige et regeringsinstrument, der ikke er et parti, en klasse, en sekt eller stamme, men et regeringsinstrument, der er folket som helhed. Det hverken repræsenterer folket eller taler i dets navn.
Ingen repræsentation i stedet for folket, og repræsentation er bedrageri. Hvis dette instrument kan skabes, er problemet løst Det folkelige demokrati er blevet til virkeligheden. Menneskeheden har afskaffet de tyranniske tidsaldre og de diktatoriske systemer og folkets magt har overtaget deres plads.
Den Grønne Bog giver løsningen på problemet med regeringsinstrumentet. Den viser folkene vejen, så de kan gå fra diktaturets tid ind i det ægte demokratis tid.
Denne nye teori bygger på folkemagten uden repræsentation eller uddelegering. Den virkeliggør det direkte demokrati på en ordentlig og effektiv måde. Den afviger fra det ældre forsøg på direkte demokrati, der ikke kunne anvendes i praksis og var for luftigt, fordi det manglede folkelig organisation på de lavere niveauer.
Folkekongresser og folkets komiteer
Intet demokrati uden folkekongresser.
Folkekongresser er det eneste middel til at nå frem til et folkeligt demokrati. Ethvert andet system end folkekongressernes er udemokratisk. Alle de herskende regeringssystemer i verden i dag er udemokratiske, hvis de ikke benytter denne metode. Folkekongresserne er målet for massernes bevægelse ad vejen frem til demokrati.
Folkekongresser og folkekomiteer er den endelige frugt af folkets kamp for demokrati. Folkekongresser og folkekomiteer er ikke fantasifostre, men et produkt af den menneskelige tankegang, der har optaget alle menneskelige erfaringer med at nå frem til demokrati i sig. Direkte demokrati er den ideelle metode, der, hvis den praktiseres, er indiskutabel og ukontroversiel. Men nationerne har fraveget det direkte demokrati, fordi det er umuligt at samle alle mennesker samme sted for at diskutere, studere og beslutte en politik, uanset hvor lille et samfund der er tale om. Det direkte demokrati vedblev med at være en utopisk forestilling, der lå langt fra virkeligheden. Det blev erstattet af forskellige regeringsteorier såsom repræsentative forsamlinger, partier, koalitioner og folkeafstemninger. Alt dette førte til, at folket blev isoleret fra politisk aktivitet og til at folkets suverænitet blev frarøvet det og de modstridende regeringsinstrumenter overtog magten, det ene efter det andet, fra enkeltperson videre gennem klasse, sekt, stamme, parlament og parti.
Den grønne Bog fortæller folket det lykkelige budskab om, at der er opdaget en vej til direkte demokrati i praktisk udformning. Idet det er umuligt, at to intelligente mennesker kan være uenige om det faktum at direkte demokrati er det ideelle (men metoden har i praksis været umulig at gennemføre) og idet den Tredje Universelle Teori giver os et realistisk eksperiment med direkte demokrati, er problemet med demokrati i verden endegyldig løst. Alt hvad masserne behøver at gøre nu, er at kæmpe for at afskaffe enhver form for diktatorisk styre i verden i dag, ligesom enhver form for det, der fejlagtigt kaldes “demokrati” fra parlamenter til sekt, stamme, klasse og etparti-, toparti, og mange-partisystemet.
Demokratiet har kun en metode og en teori. Forskellene og ulighederne i de systemer, der hævder at være demokratiske, vidner om at de ikke er demokratiske i virkeligheden. Folkemagten har kun et udseende og den kan kun skabes ved hjælp af en metode, nemlig folkekongresser og folkekomiteer. Intet demokrati uden folkekongresser og folkekomiteer alle vegne. Først opdeles folket i grundlæggende folkekongresser. Hver grundlæggende folkekongres udvælger sit sekretariat. Sekretariaterne danner tilsammen folkekongresser, der er anderledes end de grundlæggende. Derefter vælger masserne, i disse grundlæggende folkekongresser, administrative folkekomiteer, der skal erstatte regeringens administration. På denne måde styres alle offentlige virksomheder af folkekomiteer, der står til ansvar overfor de grundlæggende folkekongresser og de dikterer den politik, der skal følges af folkekomiteerne og holder øje med, at den bliver ført ud i livet. På denne måde bliver både administration og overopsyn folkets anliggende og den forældede definition på demokrati: “Demokrati er folkets overopsyn med regeringen” er ophørt med at være gældende. Den vil blive erstattet af den korrekte definition: “Demokrati er folkets overopsyn med folket”.
Alle medborgere, der er medlemmer af disse folkekongresser, hører professionelt og funktionelt til kategorier. De må derfor oprette deres egne foreninger og sammenslutninger, foruden at de som medborgere er medlemmer af de grundlæggende folkekongresser eller folkekomiteer. De sager der diskuteres af de grundlæggende folkekongresser eller folkekomiteerne, sammenslutningerne og foreningerne, finder deres endelige form i Generalfolkekongressen, hvor Sekretariaterne fra folkekongresserne, folkekomiteerne, sammenslutningerne og foreningerne mødes.
Det der skitseres af General folkekongressen, der mødes en gang om året eller periodisk, lægges igen ud til folkekongresser, folkekomiteer, sammenslutninger og foreninger. Derefter begynder de folkekomiteer, der har ansvaret for de grundlæggende folkekongresser at skride til handling. General folkekongressen er ikke en samling af medlemmer eller almindelige mennesker, sådan som tilfældet er med parlamenter. Det er en forsamling af de grundlæggende folkekongresser, folkekomiteer, foreninger, sammenslutninger og alle faglige organisationer.
På denne måde bliver problemet med regeringsinstrumentet rent praktisk løst og de diktatoriske instrumenter forsvinder. Folket er regeringsinstrumentet og det demokratiske problem i verden er fuldstændig løst.
Samfundets lov
Lovgivningen er det andet problem ved siden af regeringsinstrument-problemet. Det er endnu ikke blevet løst i moderne tid, selvom det er blevet løst i visse historiske perioder. Det er ugyldigt og udemokratisk, hvis en komite eller et parlament får ret til at skabe love for samfundet. Det er også ugyldigt og udemokratisk, hvis en enkeltperson, en komite eller et parlament ændrer eller sletter samfundets love.
Hvad er da samfundets lov? Hvem skaber den og hvilken betydning har den for demokratiet?
Den naturlige lov for ethvert samfund er enten (almen) tradition eller religion. Ethvert forsøg på at skabe love for noget samfund udenfor disse to kilder er ugyldigt og ulogisk. Forfatninger er ikke samfundets love. En forfatning er en menneskeskabt grundlov. Denne menneskeskabte grundlov må have en kilde at retfærdiggøre sig fra. Problemet med frihed i vor tid er, at forfatninger er blevet til samfundets love og forfatninger bygger ikke på andet end opfattelsen hos instrumenterne for det diktatoriske styre, der hersker i verden, fra enkeltindividet til partiet. Beviset herpå er, at der er en forskel mellem forfatninger, selv om menneskets frihed er den samme. Grunden til denne forskel er forskelligartetheden i opfattelserne af regeringsinstrumenter. Det er her friheden er sårbar i vor tids systemer i verden. Den metode, hvormed regeringsinstrumenterne søger at beherske befolkningerne, fastlægges i forfatningen og folket er tvunget til at acceptere den gennem love udsprunget af denne forfatning, der i sig selv er et produkt af regeringsinstrumentets temperament og anskuelse.
De diktatoriske regeringsinstrumenters lov har erstattet den naturlige lov. Fordi menneskeskabte love har erstattet naturens lov, er standarderne gået tabt. Mennesket er det samme alle vegne. Dets fysiske fremtræden er den samme, og det er dets instinkter også. Af denne grund er naturens lov den logiske lov for mennesket som en og samme slags. Derefter begyndte forfatningerne, der er menneskeskabte love, at betragte mennesket som noget, der ikke var en og samme slags. De har ingen retfærdiggørelse af denne opfattelse udover ønsket om instrumenter til regering (individets, parlamentets, stammens eller partiets) for at herske over folkene. Derfor ser vi, at forfatninger sjældent ændres, når regeringsinstrumenterne ændrer sig. Det beviser, at forfatningen er et resultat af regeringsinstrumenternes temperament og eksisterer for at tjene deres interesser. Dette er ikke naturens lov. Dette er den truende fare mod friheden, der er til stede hver gang menneskesamfundets sande lov fjernes og erstattes af menneskeskabte love, der er udtænkt af regeringsinstrumenterne for at herske over masserne. I virkeligheden burde regeringsmetoden være i overensstemmelse med samfundets love og ikke omvendt.
Derfor er samfundets lov ikke udkast og vedtagelser. Lovens betydning ligger i, at den er den afgørende faktor, der skelner mellem sandt og falsk, rigtigt og forkert, individets rettigheder og pligter. Friheden trues, hvis samfundet ikke har en ophøjet lov, der bygger på faste regler, som ikke kan være mål for regeringsinstrumentets ændringer eller nogen erstatning fra noget regeringsinstruments side. Det påhviler tværtimod regeringsinstrumentet at rette sig efter samfundets lov. Men alligevel bliver folkene i hele verden nu regeret af menneskeskabte love, der kan ændres og ophæves og det skyldes magtkampen mellem regeringsinstrumenterne. Folkeafstemninger om forfatninger er ikke nok, fordi folkeafstemninger i sig selv er en parodi på demokratiet, der kun tillader et ja eller et nej. Under menneskeskabte love tvinges folkene til at acceptere folkeafstemninger. En folkeafstemning om en forfatning betyder ikke, at den er samfundets lov. Den betyder at den blot er en forfatning og en “ting”, der kan underkastes en folkeafstemning, ikke andet.
Samfundets lov er en evig menneskelig arv, der ikke kun er de levendes eje. Derfor er det en farce at skrive en forfatning og holde folkeafstemning blandt de nuværende vælgere.
De menneskeskabte lovbøger udsprunget af menneskeskabte forfatninger bugner af materielle straffe mod mennesker, mens den traditionelle lov sjældent har disse straffe. Den traditionelle lov pålægger moralske, ikke materielle straffe, for de passer bedst til mennesker. Religionerne omfatter og omslutter traditionerne. Indenfor religionerne udsættes de fleste materielle straffe til Dommedag. Hovedparten af dens regler er formaninger, instruktioner og svar på spørgsmål. Denne lov viser den rette respekt for mennesket. Religionen går ikke ind for timelige straffe bortset fra ekstreme tilfælde, hvor de er nødvendige for at beskytte samfundet.
Religionerne omfatter traditionen, der er et udtryk for folkenes naturlige liv. Derfor er religionen, der omslutter traditionen, en bekræftelse af naturens lov. Ikke-religiøse, ikke-traditionelle love opfindes af mennesker til brug mod andre mennesker. Derfor er de ugyldige, da de ikke bygger på traditionens og religionens naturlige kilde.
Hvem holder opsyn med samfundets adfærd?
Det spørgsmål der rejser sig er: Hvem beskytter samfundet mod enhver afvigelse fra loven? Demokratisk set er der ikke nogen som helst gruppe, der kan påberåbe sig retten til repræsentativt overopsyn med samfundet. “Samfundet holder opsyn med sig selv” Hvis nogen enkeltperson eller grupper hævder at have ansvaret for lovens opretholdelse, er det diktatur. Demokrati vil sige hele samfundets ansvar, og overopsynet må være hele samfundets sag. Dette er demokrati og det gennemføres på rette måde gennem det demokratiske regeringsinstrument, der bygger på organiseringen af selve samfundet i grundlæggende folkekongresser og folkemagt gennem folkekongresser og Generalfolkekongressen (Nationalkongressen), hvor folkekongresserne, de administrative folkekomiteer, foreningerne, sammenslutningerne og alle de andre faglige organisationer kommer sammen. Efter denne teori er folket regeringsinstrumentet og i det tilfælde holder det opsyn med sig selv. På denne måde gennemføres det, at samfundet passer på sig selv.
Hvorledes justerer samfundet på sin kurs, i tilfælde af afvigelser fra loven?
Hvis et regeringsinstrument er diktatorisk, sådan som det er tilfældet med de politiske systemer i verden i dag, har samfundets agtpågivenhed overfor afvigelser fra loven kun en mulighed for at få rettet op på kursen. Det er vold, hvilket vil sige revolution mod regeringsinstrumentet. Denne vold eller revolution gennemføres ikke af hele samfundet, selv om den er udtryk for samfundets følelser mod afvigelserne. Den gennemføres kun af dem, der tager initiativet og er dristige nok til at proklamere samfundets vilje. Ikke desto mindre er denne fremgangsmåde vejen til diktatur, fordi det revolutionære initiativ fremmer muligheden for at skabe et regeringsinstrument, der repræsenterer folket. Det vil sige, at regeringsinstrumentet endnu er diktatorisk. Desuden er vold og forandringer ved hjælp af magt i sig selv udemokratisk, selv om de opstår som resultat af at der har eksisteret en forudgående udemokratisk situation. Det samfund, der stadig hænger fast i disse følgevirkninger, er et tilbagestående samfund. Hvad er løsningen da?
Løsningen er, at folket skal være regeringsinstrumentet -fra de grundlæggende folkekongresser til Generalfolkekongressen. Regeringens administration afskaffes og erstattes af folkekomiteer. Generalfolkekongressen skal være en national kongres, hvor de grundlæggende folkekongresser, folkets administrative folkekongresser, foreningerne, sammenslutningerne og alle faglige sammenslutninger træder sammen. Hvis en afvigelse fra samfundets lov finder sted under dette system, må man tage sig af den gennem demokratiske ændringer i stedet for ved vold. Dette er ikke en proces, der vilkårligt er valgt som den rette metode til at ændre eller behandle sager. Det er i stedet et uundgåeligt resultat af et sådant demokratisk systems natur. I dette tilfælde er der ingen udenforstående gruppe, som man kan rette en voldelig indsats mod, eller som kan beskyldes for at have ansvaret for afvigelsen.
Pressen
Demokrati betyder folkets styre, ikke folkets udtryk
Naturens individ har frihed til at udtrykke sig, selv hvis han, når han er sindssyg, optræder irrationelt som udtryk for hans sindssyge. En fælles talsmand kan også frit udtrykke sit fællesskabs holdning. I disse tilfælde repræsenterer det første kun individet selv og det andet repræsenterer ikke andre end den gruppe individer hvis holdning talsmanden har ansvar for. Samfundet består af mange individer og mange talsmænd med ansvar. Når et individ derfor udtrykker sig på en irrationel måde, betyder det ikke at samfundets andre medlemmer er sindssyge. Individet udtrykker kun sig selv og talsmandens er kun udtryk for de interesser og synspunkter, der er hos individerne i talsmandens fællesskab. For eksempel giver et firma, der fremstiller og sælger tobak, kun udtryk for interesserne hos deltagerne i det firma, dvs. dem der har udbytte fra produktionen eller salget af tobak, selvom det er sundhedsfarligt for andre.
Pressen er et ytringsmiddel for samfundet og ikke et ytringsmiddel for et individ. Logisk og demokratisk set kan pressen derfor ikke ejes af noget individ. Enhver avis der er ejet af et individ er individets egen og udtrykker kun dets egen mening. Enhver påstand om at en avis repræsenterer folkets mening, er grundløs fordi den rent faktisk udtrykker et individs mening. Demokratisk set burde et individ ikke kunne tillades at kunne eje nogen del af en publikation eller informationsmiddel, selvom han har en naturlig ret til at udtrykke sig med alle midlerne, selv hvis det sker på en irrationel måde, der viser hans galskab. Et tidsskrift der udsendes af en handelsstandsforening eller et handelskammer, er kun udtryksmidler for denne særlige samfundsgruppe. Den fremlægger sin egen opfattelse og ikke offentlighedens anskuelser. Det samme gælder for alle andre talsmænd og individer i samfundet. Den demokratiske presse er den, der udsendes af en folkekomite, som omfatter alle samfundets forskellige kategorier. Kun i dette tilfælde og ikke i andre, er pressen eller noget andet informationsmedium hele samfundets udtryk og bærer af samfundskategoriernes synspunkter og pressen vil her igennem blive rigtig demokratisk. Hvis den lægelige forening udsender et tidsskrift, må det være rent medicinsk. Tilsvarende gælder for andre kategorier. Individet har kun ret til at udtrykke sig selv og fra en demokratisk synsvinkel er han ikke berettiget til at udtrykke nogen som helst andre. På denne måde bliver det der kaldes pressefrihedens problem i verden løst radikalt og demokratisk. Pressefrihedens fortsatte problem i verden er overvejende demokratiets problem. Det kan ikke løses medmindre hele samfundets demokratiske problem løses. Kun den Tredje Universelle Teori kan løse demokratiets indviklede problem.
Ifølge denne teori er det demokratiske system en sammenhængende struktur, hvis grundlag fastligges på grundlæggende folkekongresser, i folkekomiteer og faglige sammenslutninger. De sammentræder alle i Generalfolkekongressen. Der er absolut ingen anden mulig opbygning for et ægte demokratisk samfund.
Endelig opflammer massernes tidsalder vore følelser og stråler for vore øjne, idet den efter republikkernes tidsalder når os med hastige skridt. Lige så meget som denne tidsalder jublende melder om massernes virkelige frihed og deres løsrivelse fra regeringsinstrumenternes lænker, lige så meget advarer den om, at der kan komme en tid med anarki og demagogi, hvis det nye demokrati, der er folkemagt, synker tilbage og individets, klassens, stammens, sektens eller partiets herredømme igen kommer til at dominere.
Teoretisk set er dette det ægte demokrati. Men realistisk set er det altid de stærke der hersker, dvs. det er de stærkeste dele indenfor samfundet der hersker.
